Væggerløse

"Hvordan byen er blevet til det man kan kalde en bygd (eller by), vides ikke med større sikkerhed, men det antages, at være i vikingetiden, altså omkring årene 800 - 900 e. Kr. Første gang byens navn nævnes er i Kong Valdemars Jordebog"" fra år 1231.
I Jordebogen, der er den første matrikulering af Danmarks jordejendom med henblik på beskatning, kaldes byen - eller bygden - for "Wygærlef".
I "Falsterlisten" fra ca. år 1250, der en slags supplement til Jordebogen, kaldes byen for "Wygærløs"
Navnet menes at kunne være sammensat af "Wikær" = veger (vidje) og "løse" = eng eller græsgang. En anden forklaring lyder på, at navnet i Jordebogen skal forstås som "Viengerlef", eller "Gerlevs vi", altså en helligdom opkaldt efter bæreren af navnet "Gerlev". Hvilken forklaring der er den rette - eller om der måske er en helt tredie forklaring må stå hen i det uvisse".
Ovenstående er et uddrag af Jacob Jersins bog, "Væggerløse - byens historie". Bogen er udgivet på forlaget Uhrskov i 2010, er på 90 sider og fortæller på fornemste vis i tekst og billeder historien om udviklingen af Væggerløse.
Bogen kan købes ved henvendelse til Væggerløse Lokalhistoriske arkiv og koster 150 kr.

I følge Falsterlisten o. 1250 ejede Kongen over halvdelen af byen. I 1662 ejede Kronen 13 ud af 17 gårde, og krongodset kommer ind under den nyoprettet hovedgård Gedsergård i Skelby Sogn i 1766. Selvejet blev allerede indført i 1769, Gedsergård bevarer dog herligheden i første omgang. I 1720'erne fik Væggerløse en rytterskole, den blev dog erstattet af en anden skole i 1880.
Væggerløse egnen har været beboet siden stenalderen, og der er igennem tiden fundet mange spændende ting som f.eks. over 300 flinteredskaber.

Voldgraven der nu er fuldstændig forsvundet fra landskabet, findes indtegnet på ældre matrikelkort. Det fremgår heraf at volden, der har været ca. 3 km. lang, har gået i lige linie fra Guldborgsund, tæt forbi den nuværene Højagergård og har passeret det sted, hvor Gedservejen drejer mod Marielyst, for endeligt at fortsætte skråt over Brænderisgårds marker over Fugletungere og munde ud i den nordlige ende af det tidligere Bøtønor. Ved det sted hvor voldanlægget har mundet ud i Guldborgsund kan man stadig ved lavvande se en stenrække, hvilket kunne tyde på, at der også har været tale om en skibsspærring.
Hvor bred og dyb voldgraven har været er der kun enkelte troværdige beviser på. Da Konteklinien blev gravet i 1993, fulgte museumsfolk fra "Falsters Minder" arbejdet med henblik på afdækning af ukendte arkæologiske fund. Da gravearbejdet nåede voldgraven, kunne museumsfolkene fastslå, at graven på dette sted var 4,70 meter bred og 1 meter dyb. Det kan imidlerltid fastslås med bestemthed at volden har ligget på den nordlige side af voldgraven, hvilket må betyde, at voldanlægget har været bygget med henblik på angreb fra syd.
I årenes løb faldt vandstanden i Bøtø Nor, hvorved voldanlægget kunne omgås. Det mistede herved sin betydning og udjævnedes efterhånden helt.