Bøtø

Bøtø Nor blev dannet efter istiden for 10.000 år siden som en lavvandet, øst-vendt havbugt, der gradvis blev adskilt fra Østersøen ved øerne Langø, Bøtø og Bøtø Fang. Øerne var dannet af havets aflejringer, og efterhånden voksede de sammen og blev landfaste i både nord og syd. Dermed var der skabt en 15 kilometer lang og en kilometer bred lagunesø med udløb mod øst ved Holmerenden i lagunens sydlige ende. Denne topografi fremgår klart af Videnskabernes Selskabs kort fra 1776.
Hvornår de tre øer voksede sammen, er tilsyneladende ikke kendt i detaljer, men under Christoffer I i 1250’erne var Bøtø endnu ikke landfast med Falster. Sydfalster bestod udelukkende af en smal israndvold, der udgjorde kysten mod Guldborg Sund, og kun mod nord og vest fandtes større opdyrkede arealer.
Bøtø nævnes ikke i Falsterlisten o. 1250 og må formodes at have henligget til græsning i middelalderen. I Lensregnskabet 1509 findes en afgift på 25 Mark 2,5 skilling for græs på Bøtø. Efter traditionen skal Bøtø på Christian den II's tid være blevet beboet af hollændere, og 1552 giver et kongebrev (Chr. III) 11 navngivne hollændere livsbrev på Bøtø mod en afgift på 70 daler årligt og forpligtigelse til at levere 'rødder og løg' til kongen, når han kommer til Falster.
Det første forslag om at udtørre Bøtø Nor kommer allerede i 1726, men først 1860 bliver arbejdet for alvor taget op af lodsejerne omkring noret. Der byggedes dæmninger langs Østersøen og udgravedes en kanal til Guldborg Sund med pumpestation ved Marrebæk. Stormfloden i 1872 ødelagde meget af det opnåede, men arbejdet fortsattes til tørlægningen var en realitet.
Perioden 1610-1903 viser ikke store ændringer i antallet af bebyggelsesenheder. Gårdene er så små at de ofte omtales som gårdsæder. Den store vækst i folketallet 1845-1901 har først og fremmest sin årsag i tilkomsten af den store gård på Fanget, Bøtøgård, der tidligere hørte under Orupgård.